Jeg er dårlig til at sige fra!

Kære Merete

Åhhh, jeg ville gerne at jeg ikke skulle skrive, for jeg ville sådan ønske, at mit liv ikke var sådan her…. det er så svært at være i hverdagen og få tingene til at hænge sammen!

Hvorfor kan man ikke holde til at være der 24/7 for familien, manden, børnene, job, passe hus have osv. Oveni passe veninder, arrangere, deltage i frivillige ting og så videre og så videre.

Jeg vil så mange ting, men har det mega dårligt med at sige fra. Jeg kan hurtigt komme ud i, at det er synd for manden, børnene, kollegerne osv. hvis jeg ikke er der til at hjælpe.

Jeg udmatter mig selv og får det så dårligt, græder, kan intet overskue og min hjerne står fuldstændigt af, når jeg tænker på alt det jeg er involveret i.

Hjælp – hvad skal jeg gøre?
Kh C.

Kære C.

Tusinde tak for dit spørgsmål.

Lad mig lige starte med at sige kærligt til dig: INGEN kan være der 24/7 for nogen, hvorend de gerne ville <3

Alt det du giver ud, hjælper med, sørger for, rummer, arrangerer osv. er fantastisk! og giver kærlighed og energi til verden.

Men, den samme kærlighed og energi skal også vendes indad og tanke dig op igen, og denne del af dig er midlertidigt ude af drift, så at sige 😉

Du skriver, at du har svært ved at sige fra, og min første tanke er, at give dig en ramme, en struktur til at hjælpe dig med det.

Jeg stiller dig en masse spørgsmål undervejs i svaret, så det er en god ide, at finde en blok og papir frem nu, så du kan skrive ned og forhåbentligt lære nyt om dig selv 🙂

Vi kan altid lære mere om at sige fra

Først er der manglen på dig-pauser. Altså planlagt tid, hvor du slapper af, daser, ser TV, sover og alt der tanker DIG op.

Jeg skriver planlagt, fordi du er så givende og fortæller, at du har svært ved at sige fra, så du kontinuerligt sætter dig selv bagerst i køen og nok ubevidst skubber de stunder eller pauser væk du havde tænkt, du ville have, til fordel for at hjælpe andre. Og til sidst bliver dine pauser aldrig til noget.

Jeg er til konkrete redskaber, og vil foreslå dig at købe en tavle, hvor du hver uge laver din ugeplan – mandag til søndag. Skriv gerne så specifikt som muligt, hvad du skal hver dag.

På den måde kan du fysisk se dagene og få overblik over ugen og se (og mærke) f.eks “wow, mandag bliver en mega lang dag! så er det vigtigt at jeg har fri og pause om aftenen”.

Pointen ved tavlen er, at du hver dag skal have en pause sat på. Måske er det en time og måske er det en formiddag, måske 20 minutter til at starte med, så du i små skridt kan mærke at det er ok, at du også får dit rum, og at verden ikke vælter af den grund.

Fordelen ved at pausen er planlagt er, at du skal øve dig i at se den som en naturlig del af dagen, og hvis nogen (selv i tankerne) hiver i dig, kan du sige: “Det kan jeg desværre ikke lige nu, jeg sidder i møde (med mig selv ;-))”

Og ja, i den første periode hvor du øver dig, må du gerne bruge små hvide løgne. Jeg ved af praksiserfaring, hvor umulig opgaven bliver, hvis jeg oveni dette beder dig om fra dag ét at sige “Nej, det kan jeg ikke lige nu, jeg har mig en velfortjent pause”.

Pointen ved tavlen er også, at det bliver synligt for dig, hvad det vigtigste er hver dag, og hvad du helst vil udelade af alt det, du er engageret i.

Husk dig selv på, at du ligesom jeg og alle andre kun har en vis portion timer og energi til rådighed hver eneste dag. Du har ikke energi til det hele, hvorend du gerne ville.

Du kan også købe en fysisk kalender eller bruge din telefon til ugeplanen. Problemet med dette er bare, at begge dele kan lukkes, lægges væk og blive ikke synlige, så du hurtigt glemmer din ramme igen. En tavle er lige der på væggen, hvor du bliver mindet om, hvad der skal være plads til og hvad der reelt er plads til.

Måske kunne du tage din familie med i planlægningen – og i hjælpen med at sige fra?

Ting tager tid og øvelse!

Jeg ved at ting tager tid, og at du må øve dig, men jo mere DU synliggør behovet og naturligheden i pauser hver dag, jo mere bliver det en integreret del af din familie.

Både din mand og børn har jo også brug for pauser og alenetid, og den dag en af dine børn siger “Nej mor, det kan jeg ikke før jeg har fået mig en pause!” og daffer ind på værelset for at hygge, så bliver du så skide-stolt og vokser 10 cm.

Så der er alle grunde til at hænge i 😉

For dig kunne en lille øvelse inden ugen begynder lyde:

Hvad er det aller vigtigste for mig at få gjort i denne uge?
Hvad er det mindst vigtige for mig?
Hvad vil jeg gerne nyde i mine pauser?
Hvad kunne godt skæres ned på eller skæres fra?

Her kommer vi til din udfordring med at sige fra.

At sige fra handler om at sige JA til dig og NEJ til de andre. At sige fra handler om at stå op for dig og stå ved din mening, stå ved hvordan du har det, hvad du overkommer, har lyst til osv.

Der er mange grunde til, at du ikke siger fra

At have svært ved at sige fra bunder i flere forskellige årsager, og vi har alle hver vores, som tricker os til, at vi ikke siger fra.

Her er de almindeligste grunde:

Nogen bliver sure eller skuffede over dig

Du undgår at sige fra fordi du forestiller dig, at nogen bliver sure eller skuffede.

Her kan det være en god ide ide at virkelighedstjekke:
Hvem er nogen og bliver de reelt sure eller viser skuffelse, hvis du siger fra?
Eller er det bare en tanke indeni dig?

Hvis du har mod på det, kan du tjekke og spørge om de bliver skuffede og sure hvis du siger nej til….. Langt de fleste gange vil du opleve, at det gør de ikke.

Trælse stemninger og reaktioner

Du undgår at sige fra, da det involverer for mange stemninger og reaktioner (ex med en partner), som kan komme med tavshed, bemærkninger eller andet.

Her må jeg kravle ud af brevkassen og foreslå terapi, så du kan lære dine reaktions- og tankemønstre at kende og ændre dem. Din partner og ligeså velkommen, så I kan få sorteret i hvad der er hans og hvad der er dit , -og hvad der er fælles ansvar <3

Det er synd for dem

Du undgår at sige fra, da det er synd for de manden, børnene, jobbet osv. hvis der ikke er lavet dit og dat til dem.

Kunne du se synd lidt sort/hvid:
Hvornår ER det reelt synd for dem, så du SKAL handle på det, og hvornår er synd bare en følelse indeni dig, der med dybe vejrtrækninger nok skal lægge sig igen?

Dårlig samvittighed

Jeg vil tro, at den dårlige samvittighed komme galloperende, når du ikke når alle ender?

Dårlig samvittighed handler generelt om, at vi er bange for ikke være gode nok og gøre det godt nok i forhold andre. At vi ikke slår til.

Vores urinstinkter er bange for, at blive udstødt af dem vi elsker – vores flok, fordi vi ikke gør det så godt som de andre og derfor ikke må være med længere.

Spørg dig selv, er der nogle, som ville “udstøde” dig, hvis du sagde fra eller kun kunne komme til ex. gymnastik hver anden gang?

Jo færre pauser, jo mindre energi

Sidst og ikke mindst er der det faktum, at jo hårdere du kører dig selv, jo mindre energi har du. Og jo mindre energi du har, jo mindre kan du mærke, hvornår du skulle have sagt nej og stop, før bagefter, hvor du bliver udmattet, ked af det, synes dårligt om dig selv og slet ikke kan se dig ud af situationen, som du genkender <3

Derfor er der alle grunde for dig til at træne pauser og få selv-tid, hvor du slapper af og tænker over, hvad der gør dig glad og tanker dig op.

På den måde kan du netop være den kærlige, givende sjæl, indenfor hvad din tid og energi tillader, som du er.

Giv dig selv et smil i spejlet kære. Det tager tid, tålmodighed og frustration at lære nye vaner – bliv ved, du skal nok nå et godt sted hen<3

Kærlig hilsen Merete

PS:
Kære dig som læser med.
Hvis du har gode ideer, råd, fif og andre hjælpende vinkler på hele temaet om at sige fra – del gerne i kommentarfeltet herunder.